Blog

By-bier, honning og socialt arbejde!

De fleste af os trækker lidt væk, hvis vi hører bi-summen tæt på, men samtidig bruger mange af os også deres dejlige honning i madlavning – og nogle producerer måske endda selv den gyldne masse? Her på kontoret klappede vi i vores små hænder, da vi lærte om de såkaldte by-bier!

Honningbierne er faktisk truede dyr (grundet intensive landbrug, nye sygdomme og klimaforandringer), og er en helt nødvendig og essentiel del af kæden for at opretholde naturen, da de bestøver planterne. Og hvis man nu kunne hjælpe nogle udsatte mennesker samtidig med, at man hjalp bierne – så er det jo ren win-win!
Bybi.dk er en socialøkonomisk virksomhed, som søger at skabe beskæftigelse inden for biavl og honningproduktion for nogle af de udsatte grupper i vores samfund, såsom hjemløse, misbrugere, langtidsledige og asylansøgere fra Dansk Røde Kors. Bierne har fået lov til at bo på fx tage og i haver hos nogle af de helt store virksomheder her i København som eksempelvis Bella Centret, Carlsberg, 3F, Lundbeck med flere, og her har de udsatte sammen med forskellige eksperter været med til at passe bierne, høste, tappe og også pakke honningen.
Honningen produceres i de fem bydele, som projektet dækker; Vesterbro, Amager, Østerbro, Valby og Indre by, og honningen sælges i udvalgte Super Brugsen-butikker rundt omkring i København – se her hvor.
Hver bydel har sin egen smag grundet de forskellige blomster og planter, som vokser netop i hvert lokalområde. Og selvom bierne flyver rundt og honningen produceres i bymiljøer, så er honningen ren og fri for pesticider, genmodificering og også fri for unaturlig behandling af bierne – og honningen er helt upåvirket af luftforureningen i byen.

Så hjælp miljøet, hjælp en gruppe udsatte mennesker til at blive selvforsørgende, og spis fx en Amager-honning-mad eller tag en Vesterbro-honning-mad :)