Certificeringer

Der findes efterhånden en hel del forskellige certificeringer til de produkter og varer, vi idag kan købe. Her er lavet en liste over nogle af de mest anvendte certificeringer inden for fashion- og livsstilssegmentet, som er særligt relevante at kende, når man interesserer sig for bæredygtigt design.

 

 

Blomsten

EU’s miljømærke Blomsten minder om det nordiske svanemærke, men er ikke helt ligeså udbredt i Danmark. Blomsten findes på en række non food-produkter, som eksempelvis produkter til vask og rengøring, elektronik eller tøj. Når et produkt er mærket med Blomsten (eller Svanen), er det en garanti for, at produktet er blandt de mindst miljøbelastende inden for sin kategori, at der er taget hensyn til din sundhed og at kvaliteten er god.


 

 

CITES

CITES er en international konvention, der sikrer kontrol af handlen med vilde dyr og planter over landegrænser. Det sker gennem overvågning og regulering af den internationale handel. Målet er kun at tillade en bæredygtig handel, hvilket vil sige, at man ikke fjerner mere fra bestandene af vilde dyr og planter, end de kan bære. Det betyder i praksis, at det kræver særlige tilladelser, eller i visse tilfælde er helt forbudt, at handle med visse dyr og planter – levende såvel som døde, og produkter fremstillet af deres skind, fjer, tænder, mm. CITES omfatter omkring 5000 dyrearter og ca. 28.000 plantearter.

 

 

 

Ecocert-mærket

Ecocert er en fransk økologisk mærkningsordning, der siden 1991 har bredt sig internationalt. Det kan ses på produkter fra hele verden og anvendes primært på fødevarer, men også på kosmetik og tøj. Kriteriet for Ecocert er overordnet, at 95% af ingredienserne skal være af naturlig oprindelse. Men herudover gælder der forskellige kriterier, alt efter mærketype.

 

 

 

 

 

EDFA Down Codex (European Down & Feather Association)

Certificeringen sikrer, at dyrene er blevet behandlet ordentligt, og at de ikke har fået plukket fjer, mens de var i live. Derudover skal producenter også kunne dokumentere, hvor alle dun og fjer stammer fra. Dette er den eneste dun-standard, der også omfatter kontrol af dunenes kvalitet. Desuden er EDFA Down Codex overvåget af tredje part i form af IDFL (International Down & Feather Laboratories)

 

 

 

Fairtrade

Fairtrade er en international mærkningsordning. Målet er at man gennem handel skridt for skridt forbedrer arbejds- og levevilkårene for bønder og arbejdere i Afrika, Asien og Syd- og Mellemamerika. Miljøet skånes desuden i produktionen. Fairtrade betyder, at der betales en mere fair pris for deres råvarer og dermed får overskud til at investere i et bedre liv. Bønder som er med i mærkningsordningen, er organiseret i kooperativer, der svarer til det, vi kender som andelsforeninger. Dermed kan bønderne samlet leverer større partier og får et større udbytte.

 

 

 

 

 

FSC
Når du som forbruger eller virksomhed vælger FSC certificeret træ, er du med til at sikre naturen og de sociale forhold i de skove, som træet kommer fra. Dette gælder, når du køber eller producerer produkter af FSC-certificeret træ – lige fra havemøbler til emballager. Når et produkt bærer FSC-mærket, skal det kunne spores, hvor træet, som indgår i produktionen, kommer fra. FSC stiller ikke krav til andre materialer end træ, som eventuelt indgår i produkterne. Mærket stiller heller ikke krav til anvendelsen af kemikalier i produktionen, når først det FSC-mærkede træ har forladt skove og plantager.

 

 

 

 

Genbrugsmærket

Genbrugsmærket bruges til at mærke papir og flasker, og fortæller, at mindst 45 procent af materialet er genbrugt, og at varen er mindst lige så god som tilsvarende materialer af nye råstoffer.

 

 

 

 

 

Oeko-Tex
Oeko-tex mærket er verdens førende sundhedsordning, som viser, at der er kontrol med indholdet af visse sundhedsskadelige kemiske stoffer i tekstiler, såsom eksempelvis tøj og dynebetræk. Oeko-tex er en forkortelse for humanøkologiske tekstiler, hvor der ikke må være indhold af farvestoffer og kemikalier, som har skadelig effekt, eller mistænkes herfor, på menneskers sundhed. Der er derimod ikke krav om, at der skal være anvendt økologiske tekstilfibre, som fx økologisk dyrket bomuld.

 

 

 

Svanemærket

Svanen er Nordisk Ministerråds miljømærke for produkter, der ikke er fødevarer – de såkaldte non-food produkter, som fx shampoo, kosmetik, elektronik og papir. Når et produkt er svanemærket er det en garanti for, at produktet er blandt de mindst miljøbelastende inden for sin kategori, og at der er sat krav til stoffer, som er problematiske for sundheden. Svanemærkede produkter kan således godt belaste miljøet, men de belaster mindre end de fleste andre produkter af sin art. Det er heller ikke sådan, at svanemærkede produkter ikke indeholder stoffer, som er problematiske for sundheden, men der er stillet krav til de problematiske stoffer, som går længere, end dem lovgivningen stiller. Mærket stiller ikke kun krav til produkternes indhold, men også bl.a. til brugen af miljøbelastende og sundhedsskadelige stoffer i produktionsprocessen og emballagen.

 

 

 

Ø-mærket
Ø-mærket er det danske økologimærke til fødevarer og lignende. Det røde Ø-mærke med teksten ‘Statskontrolleret økologisk’ fortæller, at det er de danske myndigheder, der har ført kontrol med den gård eller den virksomhed, der sidst har forarbejdet, pakket eller mærket et økologisk produkt. De danske regler er en oversættelse og fortolkning af EU’s regler. Dog er de danske regler på enkelte punkter skrappere end EU’s regler.

 

 

 

SA8000

SA8000 er den mest anerkendte internationale standard for social ansvarlighed. Standarden bygger på FNs Børnekonvention, Menneskerettighedskonventionen og en række resolutioner fra ILO (International Labour Organisation). SA8000 opstiller 8 kriterier/krav, som virksomhederne skal overholde, der indbefatter; børnearbejde, tvangsarbejde, sundhed og sikkerhed, organisationsfrihed, diskrimination, disciplinære metoder, arbejdstid  og aflønning. Udover disse kriterier stilles der også nogle formelle krav til virksomhedens ledelse og de interne ledelsessystemer, krav til underleverandørerne og til den interne og eksterne kommunikation.

 

 

 

GOTS (Global Organic Textile Standard)

GOTS er et internationalt mærke for økologisk tøj. Mærket findes på tøj og tekstiler, hvor fibrene er økologisk dyrket. Som standard kræver GOTS, at mindst 95 procent af fibrene er økologiske. Hvis det fremgår tydeligt lige under mærket, kan tekstiler med helt ned til 70 procent indhold af økologiske fibre også bære mærket. Der stilles også krav til de kemikalier, der anvendes under produktionen af tøjet. De miljø- og sundhedsrelaterede krav er fyldestgørende og præcise, men kravene til ”naturlige” stoffer er ikke ligeså høje som til syntetiske stoffer.